Inkasso for kreditor – inkassoprocessen set med kreditorøjne

Dette blogindlæg er oprindeligt bragt på Amino.

Blogindlægget er inspireret af gode spørgsmål og kommentarer fra gæve aminoer i Aminos juradebatgruppe.

Jeg beskæftiger mig professionelt en del med inkasso fra et debitorperspektiv, hvor jeg som rådgiver især for socialt udsatte varetager debitors interesser.

Mine erfaringer med inkassatorer, der foretager nytteløse handlinger, der ikke bringer kreditor et skridt tættere på sine penge, har gjort mig opmærksom på, at der er et behov for sober og seriøs rådgivning af kreditorer.

Med dette blogindlæg vil jeg skitsere en praktisk og brugbar operational køreplan for kreditor.

Jeg vil også komme ind på nogle få af de mange regler, der findes. Det vil naturligt føre til bemærkninger undervejs om fordelene ved at benytte seriøse inkassatorer og om det unyttige ved den form for den inkassovirksomhed, der består i at sende opkrævningsbreve, der ikke efterfølges af retslig inkasso.

Rykkere

Reglerne om rykkergebyrer findes i Renteloven.

Rykkergebyret må højest være på kr. 100.

Rykker- og inkassogebyr er ikke momspligtig ydelse.

Der kan højest kræves rykkergebyr for tre rykkere. Det er et krav, at rykkerne er afsendt med mindst ti dages mellemrum. Der er ikke noget krav om, hvor lang tid der skal gå fra forfaldsdato til afsendelse af første rykker.

Inkassolovens §10.

Det er vigtigt at overholde den vigtige bestemmelse i Inkassolovens §10. Gør man ikke det, risikerer man som kreditor at miste sin ret til at få sine omkostninger dækket af debitor.

Det vigtigest krav til kreditor er at give debitor en frist på mindst ti dage til at betale, før sagen sendes til inkasso, eller der foretages andre ting, fx retssag eller konkurs, som påfører debitorer omkostninger.

Det er også vigtigt, at debitor er klar over, hvorfor og på hvilket grundlag kreditor mener at have penge til gode. Det er kreditors pligt at give debitor oplysninger herom, så debitor ikke er henvist til at gætte.

Bestemmelsen er meget vigtig, så den tager jeg med i sin helhed. Til gengæld springer jeg undtagelsesbestemmelsen i Inkassolovens §11 over, for den er sjældent relevant.

§ 10. Før der over for skyldneren må iværksættes andre foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.

Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.

Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger. Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.

Udenretslig inkasso

Udenretslig inkasso er det, der ikke foregår ved en domstol.

Det drejer sig fx om inkassators telefoniske og skriftlige henvendelser til debitor og om indberetninger til kreditoplysningsbureauer. Den slags er ofte uden værdi for kredtor. Det gælder især, hvis henvendelsen kommer fra et inkassobureau eller en inkassoadvokat, der er kendt for, at manglende betaling ikke følges op af indenretslig inkasso.

Den slags inkassatorer kan debitor nemt identificere ved at google sig frem til, at den pågældende inkassator ikke skal have nogle penge, hvis debitor ikke betaler. Da der skal betales en retsafgift i forbindelse med indenretslig inkasso, kan debitor let regne ud, at kreditors vilje til at forfølge sagen rækker til et frimærke, men ikke til en retsafgift.

Det er muligt at indberette kreditor til et kreditoplysningsbureau som led i udenretslig inkasso. Dette er imidlertid ofte spildt ulejlighed, for debitor skal blot erklære sig uening i gældens eksistens, så er kreditor forpligtet til slette registreringen igen med det samme.

For at opretholde en registrering mod debitors protest, skal der et fundament til. Det kommer jeg nærmere ind på senere.

Det ses, at useriøse inkassobureaer alligevel bruger denne fremgangsmåde, og at debitor urigtigt bildes ind, at betaling er nødvendigt for at blive slettet som dårlig betaler. En sådan fremgangsmåde, hvor inkassator lyver, er ikke befordrende for den gode dialog, der er nødvendig mellem kreditor og debitor.

Fundament

Et fundament er et stykke papir, der retskraftigt slår fast, at kreditor har ret til en betaling fra debitor. Dokumentet er oftest en dom afsagt af en domstol eller et såkaldt frivilligt forlig, som debitor har underskrevet. Fundamentet kan også være et gældsbrev, fx i forbindelse med et bank- eller realkreditlån eller et afbetalingskøb.

Indenretslig inkasso

Det er kun domstolene, der kan gennemtvinge kreditors krav på betaling fra debitor, hvis debitor ikke betaler frivilligt. Dette er den helt overordnede grund til, at udenretslig inkasso er uden værdi for kreditor. Udenretslig inkasso skaffer kun penge hjem til kreditor, hvis debitor er klar over, at sagen ellers fortsætter som indenretslig inkasso.

Indenretslig inkasso er inkasso ved brug af domstolene.

Hvis kreditor allerede har et fundament, sendes sagen direkte i fogedretten.

Hvis kreditor ikke har et fundament, skal kreditor først skaffe sig et, før sagen kan sendes til fogedretten. Det nemmeste og billigste for alle parter er, at debitor underskriver et frivilligt forlig.

Hvis debitor ikke ønsker at tiltræde et frivilligt forlig, fx fordi debitor er enig i gældens eksistens eller størrelse, eller fordi debitor ikke har realistiske muligheder for at afdrage på gælden, så kan kreditor kun få et fundament ved at anlægge en retssag ved retten, hvorefter sagen afsluttes med en dom.

Betalingspåkrav

I sager, hvor kreditor forventer, at debitor har indsigelser, kan indenretslig inkasso foregå efter den særligt nemme procedure for betalingspåkrav.

Denne procedure er administrativt nemmere at have med at gøre for kreditor og eventuel inkassator, der måtte bistå kreditor. Meningen med indførelsen af proceduren er, at det også skal kunne betale sig at inddrive beløbsmæssigt mindre krav, som ikke kan bære den tunge administration hos kreditor og kreditors advokat, der er forbundet med et langt forløb med først udenretslig inkasso, og så en retssag for erhverve fundament.

Det vigtigste element i betalingspåkravsproceduren er Domstolsstyrelsens obligatoriske betalingspåkravsblanket.

Når kreditor / inkassator har udfyldt blanketten og indbetalt retsafgiften til rettens konto, bliver blanketten bragt til debitor med stævningsmand, der virker som et slags bud for retten. Debitor får en frist på fjorten dage til at fortælle retten, hvis han ønsker sagen overført til retten til behandling som en helt almindelig retssag.

Såfremt debitor ikke reagerer på denne måde, udstyrer fogedretten blanketten med en påtegning, der gør blanketten til et fundament for kreditors krav. Samtidigt går sagen direkte videre til behandlig i fogedretten.

Dette er en administrativ lettelse for kreditor, der undgår at håndtere, at modtage et stykke papir fra en del af retssystemet og at sende det papir videre til en anden del af retssystemet sammen med en ny indbetaling af retsafgift. Denne administrative lettelse for kreditor skulle gerne medvirke til, at det bliver rentabelt at sende mindre sager til inkasso.

Omkostninger

Når man bruger betalingspåkravsproceduren, indbetaler man en acconto retsafgift på kr. 700. Det gør man, fordi det er administrativt nemmere for domstolene at tilbagebetale for meget betalt end at opkræve for lidt betalt retsafgift.

En tilbagebetaling er en simpel bankoverførsel. En opkrævning ville kræve først et brev, og så modtagelse af betalingen, eller evt. påmindelser og henlæggelse af sagen, hvis betalingen ikke indgår.

Den endelig retsafgift ender på et beløb mellem kr. 400 og kr. 700.

Som udgangspunkt udgør retsafgiften et beløb på kr. 400. Hvis debitor betaler, eller hvis der indgåes en afdragsordning, spares der altså penge på retsafgiften.

Hvis debitor hverken protesterer eller betaler, udløses en tillægsretsafgift på kr.  300 for sagens behandling i fogedretten. Dette er det mest almindelige scenarie.

Retsafgiften udgør kr. 500, hvis sagen overgår til behandling som en almindelig retssag. Sådan en sag kan gå både den ene og den anden vej. Det er baggrunden for, at retten i denne situation tilbagebetaler forskellen mellem kr. 700 og kr. 500. Hvis kreditor vinder sagen, må han sende den i fogedretten sammen med en ny retsafgift på kr. 300.

Inkassators salær er et mellemværende mellem kreditor og inkassotor. Kreditor bliver imidlertid som udgangspunkt tilkendt et beløb i sagsomkostninger. Dette beløb udgør kr. 830 ved gældsstørrelser under kr. 5.000. Der tillægges moms af beløbet, såfremt kreditor ikke er momsregistreret, og beløbet afrundes til kr. 1.040.

Anbefalet fremgangsmåde

Jeg anbefaler, at man overvejer følgende fremgangsmåde:

- 1. Først eventuelt en rykker uden beregning, eller evt. med vilkår om, at rykkergebyret frafaldes ved rettidig betaling

- 2. Eventuelt en eller to yderligere rykker med rykkergebyr

- 3. Inkasso med betalingspåkravsproceduren

Antallet af rykkere, inden sagen overgives til inkasso, og en eventuel gratis første rykker er en forretningsmæssig overvejelse om, hvad der passer ind i den enkelte virksomheds koncept og brand.

Hvad er inkasso?

Inkasso er inddrivelse af utvistige krav. Dvs. at debitor ikke er uenig i, at kreditor har penge til gode. Det kan man gå ud fra ved, at debitor ikke har fremsat protesteret ved modtagelsen faktura og rykkere.

Tvistige krav, dvs. krav som debitor ikke anerkender, hører som udgangspunkt ikke hjemme i inkassoverdnen. Selv i det tilfælde, hvor det er muligt at gå videre ad inkassovejen med et krav, som debitor har protesteret imod, er det ikke en mulighed, som jeg anbefaler at benytte mig af. Det fører nemlig bare til mere arbejde for inkassator, men ikke til mere salær.

Ved at behandle alle sager, hvor debitor har fremsat indsigelser, efter reglerne om tvistige sager, holder man sig på god afstand af inkassoverdenens gråzoner. Jeg hører ikke til den skole, der mener, at man for enhver pris skal holde sig alenlangt fra gråzoner. Men jeg mener, at man skal vælge sine kampe med omhu og iøvrigt tilrettelægge sit arbejde rationelt. Det gør man ved at undgå ligegyldige debatter om, hvorvidt det nu var berettiget eller uberettiget at tage et konkret bestridt krav til inkasso, eller om det skulle have været behandlet som en tvistig sag.

Derfor vil jeg let og elegang springe helt over, hvornår man godt kan tage et bestridt krav til inkasso.

Debitor kan ikke betale

En anden problemstilling opstår, hvis debitor oplyser, at han ikke kan betale. Kreditor har kun ret til rykkergebyr, såfremt rykkerskrivelsen er fremsendt med rimelig grund. Det er den ikke, hvis kreditor godt ved, at debitor ikke kan betale.

Der erfx  heller ikke rimelig grund til at rykke et konkursbo, der først må påbegynde udbetalinger til, når boet er gjort op.

Hvis kreditor uberettiget forlanger rykkergebyr, kan debitor anlægge retssag mod kreditor for at få dom få, at rykkergebyret ikke skal betales. Det er ærgerligt at skulle betale op til kr. 1.540 i sagsomkostninger til en debitor pga. et uberettiget krav på et rykkergebyr på højest kr. 100.

Valg af inkassator

Jeg er selv en habil rådgiver uden behov for brødnid. Derfor har jeg ingen problemer med at give en konkurrent mine varmeste anbefalinger.

De går til advokatfirmaet August Jørgensen i Hillerød, et advokatfirma af den gamle skole, hvor man sætter en ære i at holde sig i solid afstand af lovens gråzoner.

Hos August Jørgensen får man en fornuftig inkassoprocedure til en rimelig og konkurrencedygtig pris, der også inkluderer indberetning af debitor til Experian og Debitor Registret.

Kreditor skal være opmærksom på, at selv ikke advokater kan udvirke mirakler. Derfor er der fornuft i at vælge en inkassoadvokat i et håndterbart prisleje, for inkasso er aldrig forbundet med gevinstgaranti.

Derimod er det oftest spild af tid at involvere sig med lottoinkassobureauer, der som oftest på no cure no fee basis påtager sig at afsende nyttesløse standardbreve uden andet resultat, end at debitor føler, at der ikke bliver lyttet til ham.

Advokatfirmaets koncept inkludere et inkassobrev til debitor, og herefter indledes efter kreditors ønske retssag til beløbets betaling, såfremt debitor ikke reagerer. Såfremt kreditor allerede har et fundament, kan inkassobrevet med fordel springes over. Det er bare et forsinkende led mellem kreditor og pengene.

Juridisk rådgiver Ulrik Guldbæk

Kreditorparadigmer

Her er nogle tekster, der i stil er søgt holdt relativt uformelle, høflige og alligevel faste.

1.rykker

Kære debitor

Vi skriver til dig for at fortælle, at vi ikke har modtaget betaling af faktura nr. x af x dato på kr. x.

Det er vigtigt, at fakturaen betales. Såfremt fakturaen ikke er betalt senest ti dage fra dato, kan vi uden yderligere varsel overgive kravet til inkasso eller fogedret.

Derfor beder vi dig venligst betale kr. x

Beløbet fremkommer således:

Faktura nr. x af y dato på kr. x

Rykkergebyr for nærværende rykker kr. 100,00

I alt kr. x

Vi ville blive meget glade, hvis du ville være så venlig at bringe sagen ud af verden.

På forhånd mange tak for din indbetaling.

2.rykker

Kære debitor

Vi skriver til dig for at fortælle, at vi ikke har modtaget betaling af faktura nr. x af x dato på kr. x, selv om vi rykkede for betaling x dato.

Derfor beder vi dig betale kr. x

Beløbet fremkommer således:

Faktura nr. x af y dato på kr. x

Rykkergebyr for rykker af x dato kr. 100,00

Rykkergebyr for nærværende rykker kr. 100,00

I alt kr. x

Vi ville blive meget glade, hvis du ville være så venlig at bringe sagen ud af verden snarest.

På forhånd tak for din indbetaling.

3. rykker

Kære debitor

Vi er kede af, at vi stadig ikke har modtaget betaling af faktura nr. x af x dato på kr. x, selv om vi har rykket dig x dato og igen x dato.

Derfor beder vi dig betale kr. x

Beløbet fremkommer således:

Faktura nr. x af y dato på kr. x

Rykkergebyr for rykker af x dato kr. 100,00

Rykkergebyr for rykker af x dato kr. 100,00

Rykkergebyr for nærværende rykker kr. 100,00

I alt kr. x

Vi ville blive meget glade for din forståelse for, at det er vigtigt for os at modtage din betaling omgående.

Under alle omstændigheder vil vi blive glade for at høre fra dig.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.